09-07-2011 Thomas Kluge åbner Kunstrute i Næstved City
Lørdag 9. juli fik byen besøg af vor tids Rembrandt, der sammen med borgmester Carsten Rasmussen bakkede op om Næstved Cityforenings nye tiltag: Udstilling af kunstværker fra kunstnergruppen KuBa i 27 af byens butikker.
Thomas Kluge er en travl mand, hvis kalender er fuldt besat med aftaler. At det lykkedes Cityforeningen at få ham til at komme til Næstved 9. juli for – sammen med vores borgmester Carsten Rasmussen at åbne Citys nye kunstrute – skyldes, at Cityforeningens nye event, har en del lighedspunkter med hans egen spæde start på sin efterfølgende exceptionelle succes indenfor kunstens verden. Thomas Kluge – som i en periode – boede Tybjerg Bakker – udstillede nogle af sine første malerier i Næstved Citys butikker præcis, som kunstnere fra KUBA nu gør i perioden fra 9. – 30. juli. Thomas Kluge er bl.a. kendt for at have portrætteret et utal af kendte personer, bl.a. dronning Margrethe, Prins Henrik og ikke at forglemme vores tidligere borgmester Henning Jensen.
Thomas Kluge og Carsten Rasmussen klipper den røde snor og erklærer kunstruten for åben lørdag 9. juli kl. 12. Arrangementet foregår i Ringstedgade ved springvandet.
Denne nye aktivitet er kommet i stand, fordi Næstved Cityforening synes, det vil være en fin idé, at bringe kunsten ud i byens rum ved hjælp af lokale kunstnere og ved at bruge Citymedlemmernes muligheder for at udstille disse i deres vinduer, hvorved folk så har mulighed for at opleve ”kunstrutens” mange forskellige kunstarter også udenfor lukketid. Ved tæt samarbejde med KuBa (Kunstforeningen for billedskabende aktører, Næstved) lykkedes det at få arrangeret ”adoption” af 27 kunstværker til 27 butikker/banker i Næstved City.